top of page

Nyhedsbrev maj 2025

  • Forfatters billede: Græsningsforeningen Høje Møn
    Græsningsforeningen Høje Møn
  • 9. maj
  • 5 min læsning



Lidt fra generalforsamlingen, tilskudsfodring, samarbejdet med Naturstyrelsen, orkideerne, næste hegnsdag, slagtning af færre dyr også fremtidigt, og ikke mindst Jubilæumsfesten!

Det er naturligvis altid stort at holde generalforsamling. Det er den ene gang om året, hvor vi alle kan mødes, og vi i bestyrelsen kan vise jer, hvad vi har lavet det sidste år. Vi kan vise jer, hvordan vores dyr har det, og hvad vores planer er med dem. Vi kan give et billede af, om vores forening rent faktisk lykkes med det, vi er sat i verden for: Vi kan give et billede af naturplejen på Høje Møn og hvordan økonomien er i foreningen. Derudover er det bare virkelig hyggeligt at mødes i dette fællesskab, som ligger vores hjerte så nært. Hvis I var forhindrede i at komme, kan I læse referatet på hjemmesiden – spændende læsning!

Der var spørgsmål om, hvorfor vi tilskudsfodrer, når ønsket er ikke at tilføre nogen næring til arealerne. Vi har i bestyrelsen besluttet, at det er sådan, vi bedst forvalter opgaven. Først og fremmest skal det siges, at vi tilskudsfodrer så lidt som muligt, som i praksis betyder, at der hidtil ikke er tilskudsfodret i Høvblege/ Mandemarke Bakker og i Jydelejet normalt først fra februar til april. Dyrene får wrap, der er høstet på en nabomark. 

Hvis man ikke tilskudsfodrer, skal man kunne tage dyr, der trænger til ekstra føde, over på et tillægsareal. Dels er der ikke sådan et areal i nærheden, men vigtigere, så ville det give en anden måde at holde dyr på, for dyrene påvirkes af at blive delt op og flyttet. Vi har, pga vores meget dygtige hyrde, Karl, en flok dyr, der trives særdeles godt, som er rolige overfor de mange besøgende i området, og som Karl har et godt forhold til. Fordi de nogle måneder om året får wrap af ham, kan han færdes blandt dem, flytte, øremærke, hjælpe, drive osv uden de store problemer. Vi får faktisk mange roser for dyrene, både fra dyrlægen og også fra Naturstyrelsen.

Men det er jo et evigt interessant og vigtigt spørgsmål, som vi da også altid snakker om med Naturstyrelsen, når vi mødes.  Næste gang bliver den 18. maj, hvor vi er indbudt til at mødes med bestyrelsen for Naturnationalpark Bidstrupskovene. De skal netop til at indføre helårsgræsning og vil gerne høre om vores erfaringer, især i forhold til kvæget og besøgende. Det bliver nok spændende at høre om deres planer! Senere på måneden er vi desuden inviteret med til Naturstyrelsens orkidé dag sammen med Høvblegebanden. Høvblegebanden er en uformel gruppe af forskellige faglige eksperter, som en gang imellem indkaldes af Naturstyrelsen til sparring om forvaltningen af statens arealer på Høje Møn.

 

Forsommerens hegnsdag bliver søndag den 1. juni klokken 10:30 i Jydelejet

Kære Alle!

Så er det tid til årets første hegnsdag! Og sikken én det skal blive denne gang!

Vi fra bestyrelsen og hegnsgruppen håber at få så mange som muligt til at bakke op om vores hegnsdage. Derfor kommer vi med et format, der er lidt nyt. Det håber vi, at både I Gode Trofaste og I Nye Seje vil sætte pris på.

Det er oplagt at være nytænkende, da vi jo også har fået det nye spændende område at komme ud i. Og det skal fejres. Ikke alene med dejligt arbejde, men med lidt ekstra hygge og lidt andre nye tiltag.

Der vil blive mere introduktion, præsentation og vejledning, så man som ny kan føle sig godt taget imod. Vi ved jo også, at vi har gode faste folk, der sagtens kan hjælpe med svar og tricks, når der er spørgsmål fra de knap så garvede.

Udover jeres egen medbragte formiddagskaffe vil foreningen denne gang, som noget nyt sørge for frokost, når vi er færdige med arbejdet.

Hegnsdagene er måske de vigtigste dage i foreningens årsplan. Det er dem, vi bruger på at holde hegnene så dyrene holdes inde og er trygge. Og selvom meget bliver gjort maskinelt af Karl og Naturstyrelsen, er der steder, hvor håndkraft skal til. Man kan ikke komme ind til og under hegnene med traktor alle steder. Derfor træder vi alle til og giver en hånd med.

Program for dagen:

10.30: Vi mødes ved indgangen til Jydelejet.

Her vil vi præsentere os kort for hinanden, og så vil vores hyrde Karl, der kender området så godt, fortælle os om dagens opgaver.

Vi tager kort med, så alle har mulighed for at lære både det gamle og det nye område bedre at kende.

Redskaber og maskiner forklares, gennemgås og fordeles. Der vil være såvel maskiner som buskrydder og lille motorsav, som de mere "rugbrødsmotordrevne" som le, saks etc. Har du selv et eller flere redskaber, som du er glad for at bruge, er du meget velkommen til at tage dem med. Har man aldrig slået med le før, men har lyst til at lære det er det nu, man har muligheden. Alle får en instruktion i sikker brug af redskaberne, så vi kan passe på os selv og hinanden.

Der er alle typer redskaber. Også små og "ufarlige"; alle kan være med. Og det er ikke en konkurrence, så rækker kræfterne ikke uendeligt, er det stadig værdsat at man bidrager med det man kan, så længe man kan.

Når redskaber og områder er fordelt, går vi ud i grupper og klipper, slår med le, saver og så videre...

11.30 (ca): Kaffepause. Frivillige sørger for kage (har du lyst til at bage sådan en, så kontakt Brian på nedenstående telefonnummer eller email.

Herefter tager vi lige en tørn til.

13.00 (ca): Vi mødes til en dejlig frokost. Er det skønt solskinsvejr spiser vi i området, men er det blevet vidunderlig regn, søger vi under tag. I forbindelse med frokosten vil Karl fortælle os om, hvordan det går med dyrene og det nye område.

Medbring selv: kaffe/te eller andet til formiddagspausen, vand at drikke i løbet af dagen, gode sko/støvler, handsker, og har du lyst: din egen le eller andet værktøj.

Den faste hegnsgruppe holder orlov, så har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Brian enten på mobil 27723230 eller på vores mail, kontakt@graesningsforeningen.dk

Vi glæder os til en dejlig dag i godt selskab. -Og vi beklager den meget sene udmelding!

 

Kødudlevering i år bliver lørdag den 15. november

I år igen bliver der færre dyr at slagte, 7-9 stykker, og måske er det normen over de kommende år. Vi spørger slagteren, om han kan pakke mindre end 1/8 ko, så det bliver lettere at fordele end i fjor.

 

Og sidst men ikke mindst: 20 års jubilæum fejres til hegnsdag i september. Planlægningen er allerede i gang. 

 

Er der nogen, der kan give en hånd med:

Planlægning og / eller praktisk hjælp til jubilæumsfest?

Send gerne en mail tilbage her.

 

Lige nu står Tyndakset Gøgeurt i fuldt flor, Stor Gøgeurt er stærkt på vej, og så kommer alle de andre lige om lidt her på Høje Møn.

 Mange hilsener fra bestyrelsen -Glædelig maj allesammen!

 

 
 
bottom of page