Nyhedsbrev juni 2026
- for 13 timer siden
- 1 min læsning

Vores tyr, Ejvind, er netop kommet op i Jydelejet til de 23 køer, der går der. Her bliver han indtil februar 2027, dvs. lige inden køerne begynder at kælve i det tidlige forår. Det er Ejvind midt i billedet. Han trives i flokken, og han er far til de 22 kalve, der er født i år. Det er ret flot! Kælvningerne er gået godt, og dyrene går nu i Nord– og Sydfolden. Som sidste år er de derved lukket ude af Midterfolden, som er folden lige ved parkeringspladsen. Det giver mulighed for et rigere blomsterflor i området i løbet af sommeren. Umiddelbart er det et fantastisk flot og frodigt syn, og det giver næring til en bred vifte af insekter og andre smådyr.
Denne årstid er særligt interessant i forhold til at se områdets orkidéer. Lige nu kan man se blomstrende Stor Gøgeurt, Ægbladet Fliglæbe, Hvidgul Skovlilje, Skovgøgelilje, Rederod og Skov-gøgeurt – og lige om lidt blomstrer Horndrageren. Desuden begynder Sortplettet Blåfugl (forhåbentlig) at flyve snart på Høvblege. Man kan finde den i området ved at gå lige op fra parkeringspladsen, og så se sig lidt omkring deroppe. Det bliver spændende om der skal laves forsøg med udsætning af arten i Jydelejet i år.
Andre vigtige datoer til kalenderen:
22. august Foldtur med Karl (læs mere i Nyhedsbrevet i april)
13. september Hegnsdag (detaljer sendes senere)
Og så vil vi ønske alle en rigtig god sommer
Bestyrelsen




