Høvblege - et af Danmarks mest værdifulde overdrev

Høvblege ligger som en herlig afslutning på Klinteskoven mod syd. Fra tidligt forår til sent efterår myldrer det med et blomsterflor uden lige, der udsender dufte så man skulle tro man var i Sydfrankrig, og insekt- og fugleliv er lige så mangfoldigt. Den Sortplettede Blåfugl har her sit eneste levested i Danmark - endnu.

Høvblege er et kuperet og særdeles smukt overdrev på kridtbund med spredte enebærbuske og en meget rig flora. 9 orkidé-arter og en række andre sjældne og rødlistede planter, der er eksistensgrundlag for sjældne insekter og fugle, giver - ligesom Jydelejet - sit væsentlige bidrag til at Høje Møn er det naturområde i Danmark, der har det største antal rød- og gullistede arter, og dermed den største biodiversitet.

Baggrunden for denne pragtfulde mangfoldighed er blandingen af naturgiven kalkrig jordbund og menneskets indflydelse via græsning. Sydvendte, solekspone-rede skråninger  -  små øer af enebær og andre stikkende buske  -  bare pletter med plads til lyskrævende urter - hele denne mosaik skal plejes, og helst på den selvsamme måde, som har skabt den. Altså - genoptagelse af de gamle driftsformer: græsning, stævning og undertiden rydning. Og vigtigst: Stop for den store forurening med næringsstoffer.

Hvis du er i den uheldige situation at du ikke véd hvor Høvblege ligger - så fortvivl ikke - hjælpen er nær: Klik - HÉR - så får du et kort frem i et separat vindue.


Sumphullæbe

Timiankøllesværmer