Sortplettet blåfugl flyver fra slutningen af juni til starten af august. Den har en hurtig og urolig flugt og er svær at komme på nært hold. Den findes på heder, klitter og tørre overdrev, som ikke gødes, og hvor plantevæksten er lav. Der skal være en spredt bevoksning af timian eller merian som foder til larverne, og desuden skal der findes en bestemt myreart - Myrmica sabuleti -, i hvis bo larven kan vokse op.

Hunnen lægger sine æg enkeltvis på blomster af timian eller eventuelt på merian, der blomstrer senere end timian. Larven lever de første tre uger af blomsterknopper og frø. På dette tidspunkt er den 3 mm lang, violet og håret.

Derefter opgiver den på forunderlig vis sin vegetar-tilværelse og lader sig dumpe ned på jorden, hvor den bliver fundet af en myre, som bærer den ned i sit underjordiske bo. Larven producerer et sødt sekret til myrerne, men æder til gengæld deres larver. Den kan sætte over 1.000 myrelarver til livs i de 10 måneder, den lever i myreboet. Den er nu selv blevet til en fed, hvid maddikeagtig skabning på ca. 15 mm’s længde. I begyndelsen af juni forpupper den sig, og tre uger efter kommer sommerfuglen ud af puppen og kravler ud af myreboet. Den er nu klar til at leve sin korte tilværelse som voksen sommerfugl med parring og æglægning.

På billedet til venstre kan man se, at den sortplettede blåfugl gør hvad den kan, for at den ikke skal uddø. Hvad om vi tog os sammen for at gøre hvad vi kan, for at det ikke skal ske? Plejen gøres nu, men forureningen med næringsstoffer må standses. Inden det er for sent.

Insekterne på Høvblege

Insektfaunaen på Høvblege er karakteristisk for varme og blomsterrige biotoper med stor variation i floraen. De er levested for adskillige arter, der her har enten deres eneste eller deres væsentligste levested i Danmark.

Sommerfuglefaunaen er ikke særlig artsrig, men den omfatter flere sjældne arter. Det samme gælder billefaunaen, der ligesom sommerfuglene kræver en lysåben vegetation og en solbeskinnet, varm overflade med mange urter.

De vel nok mest kendte er Sortplettet Blåfugl og Timian Køllesværmer - i informationsmaterialet om pilotprojektet for Nationalpark Møn kaldet: Plet & Kølle. Tilnavnene svarer meget godt til deres popularitet.

Af andre sjældne og rødlistede arter kan nævnes: Engblåfugl, Berberis Bladmåler, Azurblå Kalkløber, Korthalset Oliebille, Klintoldenborre.

Sortplettet Blåfugl
Maculinea Arion
Timian Køllesværmer
Zygaena purpuralis
Foto: Ole Meyer
Du kan få en større udgave af hver af de to foto's hér frem i et nyt vindue ved at klikke på dem. Du må gerne tage kopi af dem, men husk at hvis du offentliggør dem, skal du kreditere denne hjemmeside for dem.